Brænder du for at sætte unge i stand til at forandre verden? Og vil du være med til at få en lille organisation med potentiale til at vokse? Så er det måske dig, vi leder efter.
Elev- og Studenterkooperativet (ESK) er en lille organisation med stærke rødder i elev- og studenterbevægelsen. I de senere år har vi haft en bred portefølje af aktiviteter med primært uddannelsessektoren som målgruppe. Vi har bl.a. afviklet kurser for elevråd og sociale udvalg på ungdomsuddannelser, drevet netværksaktiviteter, lavet undersøgelser og podcasts.
Nu er der brug for at sætte mere strategisk retning for organisationens aktiviteter. Vi søger derfor en person til jobbet som daglig leder. Det er et job med stort ansvar for organisationens udvikling og med personaleansvar for organisationens medarbejdere. I ESK er der højt til loftet og plads til at udvikle nye projekter i samarbejde med medarbejderne og bestyrelsen. Vores ambition er, at vores aktiviteter skal sætte elever og studerende i stand til at forandre verden. Det er den udvikling, som du vil skulle drive i jobbet som daglig leder.
Om jobbet
- Du vil skulle bidrage til at styrke organisationens kerneaktiviteter og udvikle nye indsatsområder og aktiviteter.
- Du bliver personaleleder for de ansatte i organisationen og refererer til bestyrelsen.
- Du vil skulle sælge kurser og aktiviteter til mulige kunder.
- Du bliver en del af et ungt inspirerende miljø i det kontorfællesskab, som vi deler med andre elev- og studenterorganisationer.
Dine kvalifikationer
- Du skal være i stand til at arbejde med organisationsudvikling og have lyst til at udvikle dine kompetencer indenfor ledelse.
- Du skal være i stand til at sætte strategisk retning og udvikle forretningskoncepter.
- Du skal være sulten efter at drive udviklingsprocesser og eksekvere på projekter.
- Du skal være i stand til at motivere og udvikle medarbejderne.
- Erfaring fra nonprofitorganisationer eller socialøkonomiske virksomheder er en klar fordel.
Løn og ansættelsesvilkår
Ansættelsen er på 37 timer om ugen. Vi er ikke lønførende, men følger startlønnen for nyuddannede magistre i staten.
Ansøgning
Ansøgning, CV og andre relevante dokumenter skal sendes til info@esknet.dk senest fredag den 17. januar kl. 12.00. Vi afholder samtaler løbende og stopper ansættelsesprocessen, når vi har fundet den rette kandidat. Tiltrædelse snarest muligt.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte bestyrelsesmedlem, Signe Tolstrup Mathiasen på Signe.t.Mathiasen@gmail.com.